Limaweb blog

Limaweb blog

Tur til København /Cartoon Awards 2016

Pias indlægPosted by Pia 2016-06-19 13:21

Lines præmie for sejren ved Niels Bugges Cartoon Award 2016 var bl.a. en tur til København sammen med forældre - fly tur/retur samt frokost og rundvisning på Den Sorte Diamant, alt sammen betalt af Niels Bugges Kro og Hotel. Vi fik lov til at få Marie med mod selv at betale hendes flybillet og frokost.

Vi havde en rigtig hyggelig dag! Vi fløj fra Karup kl. 8.40 og stod på Nørreport kl. ca. 9.30. Vi købte lidt formiddagsmad ved en bager og gik derefter gennem strøget mod Toldboden. Vi nåede at tage turen op i Rundetårn på vejen. På gåturen gennem København gik vi gennem Nyhavn, forbi Amalienborg og Amaliehaven (meget smukt!) og Mærsks hovedkvarter.

På Toldboden fik vi frokost; en halv hummer, pil selv-rejer, pommes, brød og andet tilbehør. Meget flot! Jan og jeg fik et glas hvidvin til, pigerne fik sodavand.

Efter frokosten prajede vi en taxa for at nå aftalen med Claus Seidel kl. 14.00 på Den Sorte Diamant. Claus Seidel viste os rundt på Den Sorte Diamant og det tilstødende kongelige bibliotek. Det var godt nok flot! Især den gamle bygning var fantastisk! Vi fik Claus Seidels kontor i den gamle, charmerende bygning at se. Det er helt vildt så mange satiretegninger, der er gemt dér! Omkring 150.000 originaltegninger!

Claus Seidel fortalte, at udvalgte tegninger fra Cartoon Awards 2016 - også Lines - vil blive udstillet i Den Sorte Diamant om få dage. Så kommer I til København, skal I da et smut omkring Den Sorte Diamant! smiley

Efter to timer i godt selskab med Claus Seidel gik vi tilbage mod hovedbanegården. Der var heldigvis tid til en smule shopping; Line købte et par sko, og Marie en t-shirt fra Levi's.

Omkring 17.30 bevægede vi os i taxa til lufthavnen. Vi fandt ud af, at det ikke er muligt at tage metro fra hovedbanegården til lufthavnen - så vi valgte at tage en taxa. Fødderne (og hovederne) var ved at være trætte, så det var skønt med en taxa-køretur! I lufthavnen tog det også væsentligt længere tid at komme gennem sikkerhedskontrollen end det gjorde i Karup samme morgen. Der er MANGE REJSENDE en fredag eftermiddag! Men vi nåede det hele! Afgang mod Karup kl. 19.15. Danmark er også flot set fra oven! Vi var hjemme i Viborg kl. ca. 21.00.

Der er billeder i galleriet! Klik evt. på linket her.

1000 tak til Niels Bugges Kro og Hotel for en rigtig god dag i København! smiley
Og 1000 tak til Claus Seidel for en spændende rundvisning og hyggeligt samvær!
smiley

Niels Bugges Kro og Hotel: http://www.nielsbuggeskro.dk/
Toldboden: http://toldboden.com/
Den Sorte Diamant: http://www.kb.dk/da/dia/



Lines flotte tegning kan ses i en større version i galleriet. smiley

Her er Line sammen med Claus Seidel:



  • Comments(0)//www.limaweb.dk/#post140