Limaweb blog

Limaweb blog

Farvel kære Fixe

Pias indlægPosted by Pia 2012-09-11 21:21
Hvor er det trist, at han ikke skulle blive ældre, og sikke vi kommer til at savne ham. Han var bare den kæreste, sjoveste og sødeste lille yorkie!

Fixe havde det skidt i går morges, hvor han gik lidt krumrygget rundt og så ud som om, han havde svært ved at besørge. Men pigerne og jeg tog afsted som vanligt, da Jan kom hjem fra arbejde. Omkring kl. 11.00 ringede Jan til mig på arbejde, fortalte at Fixe havde det dårligt. Jeg havde derefter temmelig svært ved at koncentrere mig på jobbet og cyklede hjem kl. ca. 13.00. Jan og Fixe var i haven, og Fixe vandrede hvileløst rundt, prøvede forgæves at besørge og havde det tydeligvis slet ikke godt. På et tidspunkt lagde han sig ned, og sagde så de mest besynderlige lyde, lidt som en søløve, af ren og skær smerte, tror jeg. Åh, hvor var det synd for ham. Jan havde fået en tid ved dyrlægen, men først kl. 15.20. Det kunne vi ikke vente på, vurderede jeg, og ringede derfor for at høre, om vi måtte komme med ham med det samme, hvilket vi naturligvis måtte. Og Fixe blev undersøgt med det samme, og han havde en totalt fyldt urinblære, sagde dyrlægen. Jan og jeg blev sendt hjem, så Fixe kunne undersøges i ro og mag. Efter en time ringede jeg, som aftalt, for at høre til Fixe, og sygeplejersken fortalte, at de havde lagt kateter og dermed tømt urinblæren. Fixe var desuden forstoppet, så man var i gang med en tarmskylning. Det hele i narkose. Umiddelbart stilfærdigt nyt, tænkte jeg. En time senere ringede jeg, som aftalt, igen og kom til at tale med dyrlægen, som kunne fortælle mere; at Fixe havde en blæresten, som havde siddet som en prop ved urinrøret, og derfor kunne Fixe ikke komme af med vandet. Det var i sidste øjeblik, vi var kommet med ham – ellers kunne blæren være sprunget. Men det var ikke det hele; dyrlægen havde mistanke om en langt alvorligere lidelse, som hedder levershunt, en medfødt lidelse, som rammer ca. 2% af mange hunderacer, og især yorkshire terrier er disponeret. Jeg fik at vide, at hvis vi ville have Fixe undersøgt nærmere for levershunt, skulle det foregå på Århus Dyrehospital. Dem ringede jeg så til og kom til at tale med en af deres dyrlæger. Diagnosticering ved først blodprøver, derefter CT-skanning med kontrast, hvorefter vi ville få at vide, om Fixe overhovedet var egnet til operation.... Levershunt – det lød bare slet ikke godt i mine ører!!!

Jan og jeg hentede pigerne på skolen, da de fik fri. Vi fortalte dem, at Fixe var meget syg, og at det ikke var sikkert, at han ville overleve. Vi var alle bare så utroligt kede af det! Vi græd og græd. Marie blev puttet i min seng i aftes og blev så flyttet ned på en madras ved siden af sengen, da Jan og jeg gik i seng. Line ville gerne sove inde hos sig selv. Tapre pige. Hun var meget bekymret for, om sygdommen havde noget at gøre med uheldet for et par uger siden, men jeg sagde, at jeg var overbevist om, at det ikke var tilfældet, hvilket hun naturligvis var meget lettet over.

Fixe forblev indlagt i klinikken i nat. Pigerne var tapre, ville gerne i skole, selvom de var kede af det. De fik at vide, at de bare skulle ringe, hvis de alligevel gerne ville hjem. Jan og jeg kørte over til dyrlægen kl. 8.00, mødtes med Lene og Leif (fra kennelen), som jeg naturligvis havde ringet til i aftes. De ville gerne være hos os og Fixe i dag, var godt klar over, at der skulle træffes et svært valg. Men de var ikke klar over, hvor skidt det stod til med Fixe. Dyrlægen fortalte os om symptomerne og den kraftige mistanke om levershunt. Udsigterne til et godt hundeliv var bestemt ikke gode, og jeg har altid haft den holdning, at hvis ikke dyret har det godt, så skal det ikke trækkes igennem et liv med smerter for vores (menneskets) skyld. Det er simpelthen for egoistisk! Vi var inde og hilse på Fixe, som sad i et bur, og som havde et kateter i urinvejen, halskrave på og poterne tapet ind (klar til drop). Men han var vågen og glad for at se os. Og han fik lov til at slikke mig i ansigtet lige så meget, han ville! Mens Lene, Leif, Jan og jeg nussede med Fixe, ringede dyrlægen til Århus Dyrehospital for at høre, om de havde mulighed for at modtage Fixe til CT-skanning i dag – og det havde de. Men Jan sagde stop; vi læste en del om tilstanden på nettet i aftes, og udsigterne til et godt hundeliv, HVIS operation var en succes vel at mærke, var ikke for gode. Lene og Leif tilbød med det samme, at Fixe kunne have sin sygeperiode hjemme hos dem, hvis vi valgte operation. Men alle tegn på levershunt var der; dårlig appetit og opkastninger, og han havde heller ikke taget på, som han burde (set i bakspejlet og nu med kendskab til symptomerne). Og Jan og jeg var ikke indstillet på at satse, på at skulle se Fixe lide sådan igen. Fixe var tydeligvis ikke rask, og derfor enedes vi (Jan og jeg), i en krammer og med masser af tårer, om at sige stop – hvor svært det end var! Dyrlægen, Lene og Leif støttede op om vores beslutning. Levershunt er ikke til at spøge med, selv efter en vellykket operation! En operation (selve operationen) kan jo godt være vellykket, men hvad med livet efter operationen? Her var vores dyrlæge ikke særlig optimistisk (bl.a. epilepsi og forhøjet blodtryk blev nævnt). Dyrlægen var faktisk ikke i tvivl om, at der var tale om levershunt, men idet vi valgte at stoppe, får vi det aldrig bekræftet.

Jan og jeg gik alene med dyrlægen ind til Fixe. Fixe lå i mine arme, blev nusset og talt til, fik at vide, at han var dejlig og dygtig, mens han fik den aflivende sprøjte. Hold fast, hvor jeg tudede, da det var overstået (hvilket det var på maks. 2 sekunder). Jeg tuder også nu, mens jeg skriver dette indlæg. Det var bare så ubeskrivelig trist – og uretfærdigt at det skulle hænde for netop vores dejlige hvalp! Vi havde ventet på ham SÅ LÆNGE!

Vi er trods alt taknemmelige for et kort sygeforløb, at han ikke havde smerter i flere døgn eller uger. Vi kan naturligvis ikke vide, om han har haft ondt, men han har i hvert fald ikke vist det, har virket glad og tilpas.

Vi er glade for en super hyggelig tur til Jyllands Park Zoo i søndags, hvor Fixe var med, vejret var godt, alle var glade (Fixe kunne besørge), og alle bare havde en god dag. Den sidste dejlige dag med Fixe. Mandag var i går, hvor han så havde det skidt fra morgenen af. Så blærestenen må have rystet sig løs og derefter sat sig fast over urinrøret, måske søndag aften, men Fixe sagde ikke en lyd hele natten, hvilket var helt normalt.

I dag er det den 11. september (sikke en lortedag!!) - og i aften er det 21 uger siden, Fixe blev født. Vi har haft glæden af ham i to måneder. Og vi har nydt det! Han var så kær, lærenem, legesyg, fræk og super sød og dejlig!! Vi glemmer ham aldrig, han vil altid være i vores hjerter, og vi vil glædes over den tid, vi var heldige at have ham hos os!

TAK til Lene og Leif for støtten, og fordi I var der, da vi skulle træffe det svære valg!

Hvil i fred, kære Fixe!
17.04.2012 – 11.09.2012

INFO om levershunt bl.a. her http://www.nytk.no/lever-shunt-pss/

_____________________
Her til aften har Line og Marie puttet sig sammen på Lines værelse. De sidder sammen i Lines seng, og Line læser højt for Marie. De er bare så søde, og jeg elsker dem højt. Om lidt er det sovetid, og Marie skal sove på en madras på gulvet inde hos Line. Det har de ikke gjort i laaaaaang tid.... Og jeg glædes over det. Det varmer mit mor-hjerte, og det har jeg også fortalt dem (+ at jeg elsker dem). Så smiler de så sødt tilbage til mig, og jeg bliver glad og varm indeni. Livet går videre, og det er rart og skal huskes, selvom dagen i dag har været rigtig trist.

  • Comments(0)//www.limaweb.dk/#post116