Limaweb blog

Limaweb blog

Et lille digt

Pias indlægPosted by Pia 2017-03-02 20:08
Der er en person, som har mit hjerte.
Det er hjertesprog.
Det piner mig som smerte.
Jeg føler mig ikke så klog.

Lige nu er der mørke.
Det er ikke så rart.
Det føles som tørke.
Ja. Det er jo klart.

Jeg flyver ud af skyen.
Der er så mange sving.
Jeg flyver ind i byen.
Der er så mange ting.

Personen er der.
Jeg ser mit hjertekød.
Nu er personen ikke her.
Og jeg føler mig død.


Et lille digt om den svære kærlighed. Kan du gætte forfatteren?

  • Comments(1)//www.limaweb.dk/#post141

Tur til København /Cartoon Awards 2016

Pias indlægPosted by Pia 2016-06-19 13:21

Lines præmie for sejren ved Niels Bugges Cartoon Award 2016 var bl.a. en tur til København sammen med forældre - fly tur/retur samt frokost og rundvisning på Den Sorte Diamant, alt sammen betalt af Niels Bugges Kro og Hotel. Vi fik lov til at få Marie med mod selv at betale hendes flybillet og frokost.

Vi havde en rigtig hyggelig dag! Vi fløj fra Karup kl. 8.40 og stod på Nørreport kl. ca. 9.30. Vi købte lidt formiddagsmad ved en bager og gik derefter gennem strøget mod Toldboden. Vi nåede at tage turen op i Rundetårn på vejen. På gåturen gennem København gik vi gennem Nyhavn, forbi Amalienborg og Amaliehaven (meget smukt!) og Mærsks hovedkvarter.

På Toldboden fik vi frokost; en halv hummer, pil selv-rejer, pommes, brød og andet tilbehør. Meget flot! Jan og jeg fik et glas hvidvin til, pigerne fik sodavand.

Efter frokosten prajede vi en taxa for at nå aftalen med Claus Seidel kl. 14.00 på Den Sorte Diamant. Claus Seidel viste os rundt på Den Sorte Diamant og det tilstødende kongelige bibliotek. Det var godt nok flot! Især den gamle bygning var fantastisk! Vi fik Claus Seidels kontor i den gamle, charmerende bygning at se. Det er helt vildt så mange satiretegninger, der er gemt dér! Omkring 150.000 originaltegninger!

Claus Seidel fortalte, at udvalgte tegninger fra Cartoon Awards 2016 - også Lines - vil blive udstillet i Den Sorte Diamant om få dage. Så kommer I til København, skal I da et smut omkring Den Sorte Diamant! smiley

Efter to timer i godt selskab med Claus Seidel gik vi tilbage mod hovedbanegården. Der var heldigvis tid til en smule shopping; Line købte et par sko, og Marie en t-shirt fra Levi's.

Omkring 17.30 bevægede vi os i taxa til lufthavnen. Vi fandt ud af, at det ikke er muligt at tage metro fra hovedbanegården til lufthavnen - så vi valgte at tage en taxa. Fødderne (og hovederne) var ved at være trætte, så det var skønt med en taxa-køretur! I lufthavnen tog det også væsentligt længere tid at komme gennem sikkerhedskontrollen end det gjorde i Karup samme morgen. Der er MANGE REJSENDE en fredag eftermiddag! Men vi nåede det hele! Afgang mod Karup kl. 19.15. Danmark er også flot set fra oven! Vi var hjemme i Viborg kl. ca. 21.00.

Der er billeder i galleriet! Klik evt. på linket her.

1000 tak til Niels Bugges Kro og Hotel for en rigtig god dag i København! smiley
Og 1000 tak til Claus Seidel for en spændende rundvisning og hyggeligt samvær!
smiley

Niels Bugges Kro og Hotel: http://www.nielsbuggeskro.dk/
Toldboden: http://toldboden.com/
Den Sorte Diamant: http://www.kb.dk/da/dia/



Lines flotte tegning kan ses i en større version i galleriet. smiley

Her er Line sammen med Claus Seidel:



  • Comments(0)//www.limaweb.dk/#post140

Jul 2015

Pias indlægPosted by Pia 2015-12-25 18:01
Juleaften 2015 var en rigtig dejlig aften - og den var længe ventet, af især Marie, som har glædet sig HELT VILDT TIL JUL I ÅR! December har bl.a. stået på julehemmeligheder, julekalender (vigtigt! at vi fik set både Absalons Hemmelighed og Juleønsket!), bagning af julesmåkager og indkøb af julegaver.

Selve juleaften fejrede vi med Mormor og Morfar. Det var SÅ HYGGELIGT! Vi fik en rigtig god middag. Pigerne havde bestilt and, og Jan fik den tilberedt helt perfekt. Hele middagen smagte dejligt. Mormor medbragte rødkål, risalamande og mandelgave. Line vandt mandelgaven; bræt-/kortspillet Sequence, som vi glæder os til at spille sammen.

Marie glædede sig SÅ MEGET til at lægge alle gaverne under træet - og naturligvis til at pakke ud. Men først efter middagen og dansen om juletræet.

Pigerne fik MANGE gode gaver! Mange tak for dem alle! Og Jan fik gode gaver. Og det gjorde jeg også. Så vi er glade. Det var en rigtig dejlig aften!

I dag har vi slappet HELT AF! Set lidt tv, film, pigerne har spillet pc-spil og hygget med deres nye, superbløde tæpper. Jan har dog været produktiv; han har været på værkstedet for at komme videre med hønsefræseren.

Der er billeder fra juleaften og i dag i galleriet, tryk evt. her.

De kommende dage skal vi hygge med familien; julefrokost i morgen hos Dorthe og René, 3. juledag skal vi til fødselsdag hos Morfar - om formiddagen skal jeg dog lige til glo-barnedåb; Angelina og Sugath er hjemme for at få Oscar døbt. Det må jeg se!
Jan og jeg har fri mellem jul og nytår, skal først på arbejde d. 4. januar. Det bliver SÅ DEJLIGT! Dog skal jeg lige ind på kontoret d. 31.12. fra 8.00 - 12.00 for at skrive stuegang. Det er fint nok. Så hjem og have en lur - og så gøre klar til at fejre Nytårsaften sammen med Bitten, Kim og drengene. Det glæder vi os til!
2. januar skal vi til julefrokost hos Lone, og 3. januar skal jeg til tøsehygge hos Marlene. Annemette og Angelina kommer også. Det bliver så hyggeligt! En bedre start på 2016 kan jeg ikke ønske mig! smiley

Vi har ikke fået skrevet julekort i år, men vi håber, vores familie og venner har haft en dejlig juleaften! Desuden ønsker vi jer alt godt i det nye år!

  • Comments(0)//www.limaweb.dk/#post139

Julesmåkager

Pias indlægPosted by Pia 2015-12-06 13:28
Julen nærmer sig! Traditionen tro har vi bagt vores to favorit-julesmåkager; pebernødder og ingefærkager. Første portion er allerede spist, så jeg må igang med næste omgang!

Opskrifterne på de to julefavoritter er lagt ud på madbloggen. smiley

Glædelig jul!



  • Comments(0)//www.limaweb.dk/#post138

Lines konfirmation d. 19.04.15

Pias indlægPosted by Pia 2015-04-20 14:28
Det var en pragtfuld fest - ganske vidunderfuld! At se Line så glad var det hele værd! Der var store smil og megen glæde!

Lines kjole er syet specielt til hende, af Lone - og vi kan slet ikke blive færdige med at sige TAK til Lone for den smukke kjole! Det var også super hyggeligt at shoppe stof og pynt sammen med dig. Og hyggeligt at mødes, når der skulle sys og tilpasses. Dejlige minder! TAK, TAK, TAK!

Selve konfirmationsdagen startede naturligvis med diverse forberedelser, bl.a. med besøg af Bitten, som hjalp med at sætte Lines hår noget så fint. 1000 tak, Bitten! Også for lån af det fine tørklæde, som holdt mig varm - og som passede perfekt til mit outfit!

Gudstjenesten startede kl. 10.00 i Sortebrødre Kirke. Konfirmanderne skulle komme senest 9.30, hvor der var mulighed for at tage gruppebillede af konfirmanderne. Så jeg tog kamera og stativ med og tog en masse billeder - og var da også heldig at få et godt billede af dem.

Min gode ven, Frank, stod klar til at tage billeder af konfirmanderne og af os, da vi kom ud af kirken. Jeg er så glad for, at du gad, Frank, for det gav mig mulighed for at nyde øjeblikkene sammen med vores dejlige konfirmand og familie. Du er en STJERNE!

Festen holdt vi på Vanderhjemmet ved Stoholm Fritids- og Kulturcenter, og da vi kom, var bordene dækket noget så fint. Og Line var bare glad, glad, glad. Tak til Stine, fordi du hjalp Line med at åbne gaver og holde styr på telegrammer osv.

Tak for sangene! Marie siger tak for hjælpen til Mormor! Og tak til Peter for at gribe kameraet, da Jan og jeg holdt tale, under sangene osv. Der er så mange dejlige billeder!

Tak til Simon for at assistere med vinene, tak til min Mor for kransekager (og alt det andet du har hjulpet med!) - i det hele taget bare TAK til alle gæster, fordi I kom og fordi I var med til at gøre dagen skøn og uforglemmelig for Line. Vi er meget taknemmelige!

Og så var vejret jo med os! Solen skinnede, og vi kunne opholde os ude, når vi trængte til at strække ben. Alle ungerne lod til at hygge sig; bordtennis, bordfodbold og græsplæner blev taget i brug.

Her er den dejlige konfirmand:


Der er flere billeder her.





  • Comments(1)//www.limaweb.dk/#post137

Jul 2014

Pias indlægPosted by Pia 2014-12-29 16:33
Juleaften fejrede vi i år hos Simon og Stine og deres dejlige børn. Bedstemor, bedstefar, Lone og Victor var der også - og det var super hyggeligt! Der var MASSER af mad og MASSER af gaver!
Hold op hvor var jeg mæt, da vi var færdige med at spise! Der var 3 slags kød (and, medister og flæskesteg) og 4 slags kartofler (hvide, brunede, roasted og franske), den lækreste sovs og Jans rødkål. Risalamande ventede vi med til EFTER sang og dans om juletræet og uddeling og udpakning af gaver - hvilket var lidt af et projekt, når vi var så mange samlet ... Line fik mandelen og mandelgaven, som var en hjemmelavet marcipangris. smiley
Den største gave fik JEG i år. Jan har haft hemmeligheder på værkstedet en uges tid op til jul, og jeg var noget spændt - for den store pakke havde jeg set, men jeg havde ingen anelse om, hvad han havde fundet på! Min gode mand havde lavet et fuglefoderhus! Og det er rigtig fint! Jeg er meget glad for det! smiley

Billeder fra juleaften kan ses via linket her.

Nu er julen så småt ved at være forbi, og vi har nået at være sammen med en masse dejlige mennesker. Ud over den herlige flok juleaften har vi holdt julefrokost sammen med Jans familie (Kibæk, Skibbild, Timring og Malmø). Det var 2. juledag hjemme hos os, og vi var 18(!) i vores lille hjem - men det gik så fint. Hver familie tager en ret eller to med + gaver til pakkeleg. Det var som sædvanligt super hyggeligt!

3. juledag (lørdag d. 27. december) fejrede vi Svend Aages 70-års fødselsdag - lige lidt på forkant, da han jo først runder d. 2. januar - men da er han jo ikke hjemme ... Mor og Svend Aage rejser nemlig d. 1. januar til Tenerife, og de har inviteret Birthe med på turen. Vi ønsker jer en skøn ferie! smiley

År 2014 er også så småt ved at rinde ud, og vi har meget at være taknemmelige for! Bl.a. har har vores dejlige døtre igen i år været med mormor og morfar på charterferie, denne gang gik turen til Rhodos, og det var vist en god, solrig - og VARM - tur. Det var i hvert fald to meget solbrune piger, vi fik hjem - ja, Marie var nærmest sort ...!

Men også bedstemor og bedstefar har haft pigerne på ferie, men på skift, så Marie har været på ferie sammen med Casper og Nina, og Line sammen med Laura. Og dét er bare så god en idé, og de unger hygger sig bare så meget sammen!

Og så er Line, Marie og jeg blevet forkælet med en tur til Tivoli. Det var simpelthen en god idé - og skønt vi kunne få det til at passe med Maries fødselsdag! Tak (igen) til min søde, gavmilde mor for turen!

TAK til ALLE bedsteforældre for ferier og andet samvær i 2014!
Og TAK til venner og veninder! Vi nyder at være sammen med jer!


Jans jobsituation har været noget ustabil her i 2014! Og skæbnen ville, at han d. 23. december havde sidste arbejdsdag på vinduesfabrikken (hvor han ellers har været rigtig glad for at være), pga. ordrenedgang. Vi var forberedt på, at fyresedlen kunne komme, men det er da træls alligevel! Jan overvejer et sceneskift ... er i tænkeboks ...

År 2014 blev året hvor jeg for alvor sprang ud som foto-nørd - og jeg er vild med det! Ser motiver over alt, har lyst til at fotografere DET HELE! Har det taget overhånd, når børnene - ja, selv hunden - synes, det er træls, når jeg tager kameraet med på skovturen ... ? smiley Jeg har meldt mig ind i en fotoklub og har da også vundet 2.-pladsen i en konkurrence i klubben. Så må man altså godt være lidt stolt af sig selv!

Få dage inden jul gik min elskede iMac-puter i sort (PIV!), så jeg kaprer Maries bærbare, når hun ikke bruger den. Jeg må i gang med at spare op til en ny ... Jeg savner billedbehandlingsprogrammet (iPhoto), som jeg er vant til at arbejde med! Men sådan en Mac er jo dyr ... Så Jan bliver nødt til at få et godt lønnet arbejde - SNART - så han kan købe en ny til mig! smiley

Vi glæder os til at tage hul på 2015, til Lines konfirmation (GISP, vi er slet ikke gået i gang med forberedelserne endnu!) - og kusinernes! Vi håber på mange gode oplevelser sammen med venner og familie, og vi ønsker alle et spændende og lykkebringende år 2015 - gerne med et drys af fjolleri og sjov!





  • Comments(0)//www.limaweb.dk/#post136

Line, årets teenager

Pias indlægPosted by Pia 2014-10-21 14:33
Line blev 26. august 13 år og er dermed blevet teenager - og hos os er hun årets teenager smiley

Når jeg kigger tilbage i bloggen, kan jeg se, at jeg ikke har fået lagt et billede ud i dén anledning, og det går da ikke! Så her er hun; årets teenager, foreviget på sin fødselsdag:


Der er i løbet af sommeren taget mange gode billeder af dejlige Line. Her er et fra september, hvor vi var et smut i Hvalpsund:

Undskyld forglemmelsen, kære datter! smiley

  • Comments(0)//www.limaweb.dk/#post135

Marie 10 år

Pias indlægPosted by Pia 2014-10-21 10:17
I går blev kære, søde, dejlige, smukke Marie 10 år. Hun blev fejret af familien i søndags, hvor vi havde besøg af mormor, morfar, bedstefar, bedstemor, farfar, Margrethe, Ketty, Johnny, Simon, Stine, Laura, Nina og Casper. Det var rigtig hyggeligt!

Mormor havde inviteret Marie, Line og mig med på en tur til Tivoli i København, og vi valgte at tage afsted på Maries fødselsdag. Så vi måtte tidligt op i går, da vi skulle med toget. Pigerne klarede den 4-timer lange togtur fint. Vi hyggede os med madpakker, kortspil, kabaler og loomies-elastikker.

Vi ankom i København ved middagstid, og Tivoli ligger lige ved hovedbanegården - det kan simpelthen ikke være nemmere! Tivoli var pyntet smukt op til Halloween, og der var imponerende mange græskar, og mange forskellige slags! Marie var lidt betænkelig ved nogle af forlystelserne, men da hun først tog mod til sig, var hun næsten ikke til at stoppe igen smiley

Der blev behov for varm kakao og candyfloss i løbet af eftermiddagen. Vinden var lidt kold, men det var tørvejr, og vi nød at gå rundt i den flotte park. Der var ikke vildt mange besøgende, så pigerne skulle ikke stå meget i kø til forlystelserne.

Aftensmaden blev indtaget i én af Tivolis mange restauranter; ribs, burger og pommes frittes faldt valget på. Bagefter var der lige tid til endnu et par forlystelser, inden vi skulle med toget tilbage til Jylland igen. Også togturen hjemad klarede pigerne uden problemer. Efter et par slag kort meldte trætheden sig, og begge piger lagde sig og faldt i søvn - og sov nok ca. 2 timer. Så var den 4-timer lange tur hjem jo heller ikke så slem ... smiley

Vi var hjemme ved midnatstid, hilste kort på far og Tilo - og gik så på hovedet i seng. Mormor havde foreslået, at vi skulle prøve at sove "7 kvartér i timen". Om det lykkedes, ved jeg ikke, men det var ikke noget problem at få dem op i morges. Marie glædede sig til at dele godter ud til klassekammeraterne, og Line skulle møde i kirken til konfirmationsforberedelse.

Vi siger 1000 TAK FOR TUREN til mormor! Det var en rigtig hyggelig tøsetur! Og vi vil da meget gerne med igen ... Vi har aldrig set Tivoli julepyntet (bare et hint) smiley smiley

Her er den dejlige fødselar. Der er flere billeder fra Tivoli-turen i galleriet, tryk her.





  • Comments(2)//www.limaweb.dk/#post134
Next »