Melonbøf & kartoffelmus

Melonbøf & kartoffelmus

... noget mad ...

Mad skal der til
- og mad kan vi li'!

Madboller med spinat og krydderurter

BrødPosted by Pia Mon, August 25, 2014 18:34:57
Totalt lækre boller med spinat og krydderurter (32 stk.)

2 dl havregryn
5 dl vand (i alt ca. 6 dl vand)

0,5 - 1 dl olie, f.eks. solsikkeolie (helst ikke olivenolie)
0,5 tsk. salt
2 stilke frisk rosmarin
10 stilke frisk timian
10 stilke med skønne basilikumblade
3 - 4 fed hvidløg

1 pakke gær
1 æg
16 kugler frossen, hakket spinat (optøes, evt. i mikrobølgeovn med en smule vand)
ca. 1 kg mel
18 g salt

Start med at hælde 2 dl havregryn i en skål, 5 dl vand hældes over. Lad det stå tildækket på køkkenbordet i mindst en time. Du kan med fordel lave krydderurte-olien imens smiley.

Olien hældes i en lille kasserolle sammen med 0,5 tsk. salt, presset hvidløg, hakket rosmarin, timian og basilikum. Varm FORSIGTIGT (olien MÅ IKKE koge!), tænd blusset på næsten laveste blus. Når du holder hånden hen over gryden og kan mærke, at olien bliver varm, tages gryden af varmen.

Hæld lidt af vandet fra havregrynene i din røreskål (jeg bruger røremaskine og bruger derfor skålen, der passer til røremaskinen), opløs gæren heri. Tilsæt æg, krydderolie (skyl gryden med lidt vand (maks. 1 dl) og hæld også dette i skålen - vi vil have det hele med smiley), spinat (+ det vand, der medfølger). Bland og begynd at tilsætte mel + salt.

Rør og ælt grundigt. Jeg lader dejen være lidt klistret, når den skal hæve. Stil den tildækket og lunt i ca. 45 min. Herefter æltes dejen kort på et meldrysset bord, samles til en kugle, som deles i to. Hver dejklump skal herefter igen samles til en kugle og deles. Fortsæt til du har 32 dejstykker, som herefter trilles til boller. Der kan godt være 16 boller på 1 bageplade. Bollerne efterhæver i ca. 30 min. Bages ved 210 grader i 15 minutter (ikke varmluft). Jeg plejer at bage en plade af gangen.

Disse boller smager og dufter fantastisk! De egner sig bedst til pålæg, paté og ost - eller blot skivet tomat.

Du kan sikkert også bage lækre flûtes af denne dej - pensl da med en smule olie og drys med flagesalt lige inden bagningen.

God fornøjelse!